Træneren udlægger en "skæv" bane med to mærker som startlinje og et topmærke placeret skævt - og i en afstand, der passer til den tid, hvor sejlerne skal holde deres spor.
GENNEMFØRELSE
Øvelsen indledes som en almindelig start på tre eller fem minutter. Sejlerne ved, at de ikke må vende i de første tre-fem minutter efter start - eller indtil træneren fløjter. Sejlerne starter alle på samme halse og fortsætter i den aftalte tid. Når tiden er gået, er sejladsen til topmærket givet fri. Når sejlerne har rundet topmærket, sejles der slør tilbage i mål.
Ideen er at udfordre sejlerne i at tænke starten ind i det videre forløb op ad banen. Øvelsen skal også gøre sejlerne bevidste om bådens trim og spor i forhold til start og placering i feltet.
På skippermødet coaches sejlerne i at forstå startens betydning længere ind i sejladsen. Fokus skal rettes væk fra sejlernes placering i startøjeblikket - i stedet handler det om de muligheder, som startplaceringen giver, efter de har holdt sporet i tre, fire eller fem minutter.
Træneren coacher sejlerne i, hvilke starter der resulterer i hvilke spor - og de muligheder, der opstår, hvis fx vinden springer, eller de andre både i nærheden får mulighed for at vende væk.
Første gang, øvelsen introduceres, udlægger træneren mærkerne på jorden og viser forskellige scenarier. Her kan der med fordel bruges to-tre tilriggede joller til at vise, hvilke måder man kan sejle på i forhold til vinden og konkurrenterne.
- 3 mærker
- Start-ur